I dygtige magikere over hele Danmark har arbejdet flittigt med den afstandsvenlige besværgelse, som holder elementet Coronavirarium i skak, og fordi der nu næsten er genskabt fuld balance i den magiske sfære, kan vi nu løfte sløret for sommeraktiviteter i Den Magiske Butik.
Fra uge 26 åbner Den Magiske Butik i Vintapperstræde i Odense C. Her vil der i løbet af sommerferien være mulighed for at få et strejf af den magi, vi alle har savnet så meget, og bl.a. at lære kommunikere med magiske væsner gennem gamle fortryllede skrifter, at tegne fantasifulde væsner, se sjov og tryllerier og være med i forskellige kreative workshops. Der vil være aktiviteter for både små og lidt større børn, og et helt særligt arrangement kun for dem over 18 år.
Billetter til Den Magiske Butik kan købes her
Alt det praktiske
De magiske aktiviteter kræver tilmelding for alle, som skal ind i butikken - både børn og voksne - og alle gældende regler for Corona-virus skal overholdes. For at det kan lade sig gøre, er der et begrænset antal billetter til hver aktivitet, så alle får en god oplevelse.
Det koster 30. kr at deltage i aktiviteterne i Den Magiske Butik. Bemærk, at der skal købes billet til alle, som skal have adgang til butikken - både børn og voksne - men at børnene som udgangspunkt selv skal kunne deltage uden en voksen. Billetter giver kun adgang til det hold, dato og tidspunkt, hvortil de er købt.
Sommerferieaktiviteterne er for alle børn, som trænger til et skud magi og en god oplevelse. Aktiviteterne er en appetitvækker til efterårsferiens Magiske Dage Festival i Odense og foregår kun i butikken. Der vil derfor ikke være aktiviteter øvrige steder.
Butikken åbner mandag d. 28. juni 2021 og har sidste åbningsdag lørdag d. 31. juli 2021.
Vi glæder os magisk meget til at se jer!